Claus Nygaard Jensen skal som direktør i Packshoot være med til at sætte yderligere skub i forretningen, der årligt tager mere end 250.000 produktbilleder.

Kolding: Claus Nygaard Jensen har mødt utallige direktører i iværksættermiljøet i Kolding. Nu får han selv titel af direktør, når han tiltræder i iværksætterselskabet Packshoot, der årligt producerer flere end 250.000 produktbilleder. Han etablerede firmaet i 2011 sammen med Hans Asmussen, der indtil nu har stået i spidsen for firmaet. Hans Asmussen får nu titlen “kreativ direktør”.

Claus Nygaard Jensen har tidligere været chef for iværksætteri og entreprenørskab ved Business Kolding, hvor han blandt andet var ansvarlig for iværksættermiljøet House of Innovation, inden han var medvirkende til at få det solgt til en privat aktør. Han stod også bag etableringen af StartupBoost, der hjælper lokale iværksættere med finansiering og rådgivning.

Men nu skal han altså selv stå i spidsen for virksomheden Packshoot, som han ved indgangen til 2011 etablerede sammen med fotograf Hans Asmussen.

Packshoot ApS har adresse på Nordager i Kolding og er specialiseret i produktion af visuelt materiale og data.

Mere kreativ

Udover at producere flere end 250.000 produktbilleder til virksomheder som Mos Mosh, Nümph og Prime Cargo, så leverer virksomheden også kampagnebilleder og videoprojekter til kunder inden for modebranchen. Packshoot har det seneste år yderligere udvidet produktionen med et tekstforfatterteam, der i forlængelse af virksomhedens visuelle arbejde, beriger produkterne med for eksempel produktbeskrivelser og størrelsesguides til tøj, der handles online. De to direktører, der ejer 50 procent hver, ser store muligheder i, at Claus Nygaard Jensen går fra at være formand til direktør. Hans Asmussen udtaler i en pressemeddelelse: – “Claus’ indtræden i den daglige ledelse af Packshoot giver os mulighed for, at jeg kan fokusere mere af min tid på at optimere arbejdsgangene for vores medarbejdere i produktionen. Derudover giver det os mulighed for at udvide vores kreative afdeling, hvor jeg sammen med flere af vores dygtige fotografer producerer videoprojekter og andre kreative fotoshoots ude i verden”, siger Hans Asmussen

Flere medarbejdere

Packshoot har fra etableringen været baseret på et princip omkring organisk vækst, hvilket betyder, at Packshoot aldrig har optaget en kassekredit eller et lån. Virksomheden har i dag tilknyttet godt 25 medarbejdere og har i løbet af de seneste par år fordoblet sin omsætning og investeret massivt i udviklingen af IT-løsninger, der hjælper kunder med at koble blandt andet produktbilleder sammen med deres webshops. 

Vi står overfor en organisatorisk omstrukturering for at sikre, at vi kan imødekomme den øgede efterspørgsel på vores services. Vi vil derfor begynde at modne selskabet ved organisatorisk at ansætte flere medarbejdere og i samarbejde med nuværende og nye samarbejdspartnere i fremtiden at åbne nye produktionssites i ind- og  udland, udtaler den nytiltrådte administrerede direktør, Claus Nygaard Jensen.

KONTAKT

Kontakt os og lad os tage en snak om, hvad vi kan gøre for dig?